Kystvande

MÅL FOR KYSTVANDE

Vordingborg Kommunes kystvande skal:

  • Rumme et naturligt og alsidigt plante- og dyreliv således at kystvandene opfylder de til enhver tid gældende miljøkrav.
  • Indgå i et sammenhængende kommunalt grønt netværk af naturområder.
  • Indgå i kommunens muligheder for friluftsliv og derved være en del af kommunens sundhedsfremmende aktiver.

Kystvandene beskyttes og tilstanden forbedres således, at de kan opnå god økologisk og kemisk tilstand inden udgangen af 2027.

Kort 57.1

57.1
Kommunen skal følge retningslinjerne i Statens vandområdeplaner

Vordingborg Kommune er den kommune i Danmark, der har den længste kyststrækning på 385 km. Hovedparten af kystvandet, der omkranser kommunen, er udpeget som internationale naturbeskyttelsesområder (Natura2000 områder). Kommunen har ingen myndighedsrolle på havet. Kommunen administrerer lovgivningen i oplandene til kysten og havet.

MÅLSÆTNINGER

Se temaet Vandmiljø. Alle kystvande i Vordingborg Kommune er målsat med god økologisk tilstand i vandområdeplanen. Målopfyldelse i tredje vandområdeplansperiode vurderes i kystvandene på dybdeudbredelsen og tætheden af ålegræs, fytoplankton (klorofyl), rodfæstede planter og bentiske invertebrater (bundlevende hvirvelløse dyr). Endvidere måles, der på prioriterede kemiske stoffer og metaller.

KYSTVANDENES TILSTAND

Kystvandene er påvirkede af mange årtiers udledning af næringsstoffer og kemiske stoffer. Kystvande er meget træge systemer. For de lukkede fjorde og nor især på grund af ophobningen af næringsstoffer i sedimentet. For de mere åbne kystvande skyldes det, at de er meget påvirkede af tilstanden i Østersøen. Ålegræsset kan have svært ved at retablere sig på trods af forbedret lys- og næringsforhold.

LUKKEDE FJORDE OG NOR

Når næringsstofkoncentrationen stiger øges mængden af alger i vandfasen samt epifytter på planterne. Når dette sker, skygges undervandsvegetationen ud, der igen forstærker processen med øget algekoncentration.

I de lukkede fjorde og nor er det hovedsageligt mængden af fosfor, der har betydning for tilstanden (og algernes vækst). Ofte skifter disse vandområder dog mellem at være kvælstof eller fosforbegrænsede (for algevæksten) over året. Saltholdigheden kan variere meget afhængig af vandudskiftet med de åbne kystvande.

DE ÅBNE KYSTVANDE

Vandet i de åbne kystvande er hovedsageligt påvirkede af landende omkring Danmark. I disse farvande er det hovedsageligt kvælstof, der er den begrænsende faktor for algernes vækst.

HVORDAN NÅS MÅLSÆTNINGEN

Målsætningerne nås ved reduktion af udledningen af næringsstoffer fra oplandet – ved bedre spildevandsrensning og krav til jordbruget. Derudover undersøges mulighederne for følgende virkemidler ude i kystvandene; opdræt og omplantning af muslinger, dyrkning af sukkertang, reetablering af ålegræs, sand-capping og etablering af stenrev.

BIOLOGISK FAKTOR

Tilstanden i kystvandene er også påvirkede af fiskeriet og dermed den forskydning eller ubalance, det giver i fødekæden. Som i søer kan en forskydning i fødekæden være med til at fastholde en miljømæssig ringe tilstand. Græsning fra bl.a. et stort antal af svaner, kan forsinke ålegræssets tilbagevenden.

BUNDFORHOLD

Når bundplanterne, ved for høje koncentrationer af næringsstoffer, forsvinder ændrer bundforholdene sig i en grad, der kan gøre det vanskeligt for ålegræsset at rekolonisere et område – selvom lys- og næringsforholdene er optimale for ålegræssets livsvilkår.