Erhvervs og fiskerihavne

MÅL FOR ERHVERVS- OG FISKERIHAVNE

  • Det eksisterende net af havne skal søges opretholdt og de primære havne skal videreudvikles i erhvervsøjemed inklusivt baglandet.
  • Havnene skal have en væsentlig rolle i den grønne omstilling i forhold til servicering af energianlæg på havet, samt ved placering af energiproducerende erhverv, som er afhængige af havnefaciliteter.

Rammerne for erhvervet skal sikre en fortsat kreativitet og innovation blandt små- og mellemstore virksomheder. Havnene spiller en central rolle i den grønne omstilling i forhold til grøn energiproduktion både på havnet og på land.

Kort 17.1

17.1
De eksisterende erhvervs- og fiskerihavne er vist på kort 17.1

17.2
Landarealer i tilknytning til havnene, der ønskes, opretholdt som erhvervshavne skal planlægges under hensyntagen til den erhvervsmæssige udnyttelse af havnene. Der kan i kommuneplanen under hensyn til natur- og miljøinteresserne reserveres arealer forbeholdt virksomheder med særlig havnetilknytning. I Klintholm Fiskerihavn skal der tages særlige hensyn til bevaring af kulturmiljøværdier.

17.3
Det skal i planlægningen tilstræbes, at erhvervs- og fiskerihavne har faciliteter og landarealer svarende til havnens anvendelse, herunder tilstrækkelige parkeringspladser både for virksomheder, fiskere og gæster til havnen.

17.4
I Klintholm Havn skal der sikres areal til parkering og havneaktiviteter til support af havvindmølleparker i Østersøen.

17.5
Efter en lokalplanlægning, der tilgodeser forhold omkring servicering af fiskeriet, turisme og naturbeskyttelse, samt hensynet til besejlingsforhold, kystbeskyttelse o.l. kan der ske en udvikling af aktiviteterne.

17.6
Det skal i planlægningen tilstræbes, at lokalplaner af de tilstødende områder til henholdsvis Klintholm Havn og Vordingborg Havn ikke forringer udviklingen af havnene og erhvervsarealer.

Vordingborg Kommunes maritime erhvervshavneaktiviteter sker primært på Vordingborg Havn og Klintholm Havn med en vigtig rolle som servicehavn. Herudover er der de mindre fiskerihavne i Kalvehave, Sandvig, Præstø, Stege og Masnedsund. Endelig er der Bogø Færgehavn med en færgefart i sommersæsonen.

VORDINGBORG HAVN

Der er planlagt en ibrugtagelse af de nye store havnearealer som etableres i årene 2021 til 2025. Herudover er der planlagt en udvidelse af havnearealerne ved erhvervelse af nye, eksisterende, erhvervsarealer. Udviklingen af Vordingborg Havn, viser en fortsat stigning i godsomsætning og etablering af nye virksomheder. Det betyder, at der i dag er en større udnyttelse af havnenes kapacitet, når det handler om godsbetjening og en øgende servicering af det maritime erhverv generelt.

Skibene der anvendes til søtransport bliver større og derfor forventes det at godsomsætningen vil blive yderligere koncentreret i få store erhvervshavne. For Vordingborg Havn vil det formentlig betyde at godsomsætningen i de kommende år vil stige yderlige.

Den igangværende udvikling indenfor den grønne omstilling og energistrategi, vil betyde at der vil komme flere initiativer om at etablere større virksomheder der fremstiller fossilfrie brændstoffer på havnene og det vil også gælde Vordingborg Havn. Etablering af disse ny typer af virksomheder kan afføde interesse fra andre virksomheder, i samme industrisegment, om at etablere sig i den umiddelbare nærhed af havnen.


Mulighed for erhvervelse af nye arealer

MERE SKIBSFART

Kommunalbestyrelsen ønsker at styrke havnene og det maritime erhverv generelt og dermed anvendelsen af skibe som transportmiddel for gods, passagerer og servicemedarbejderne til de nærved liggende vindmølleparker. Af hensyn til miljøinteresserne vil det også være en fordel, hvis en større del af godstransport sker ved søtransport frem for vejtransport. Det forventes at Vordingborg Havn, på baggrund af de afsluttede og igangværende udvidelser, sammenholdt med en placering nær den internationale T-rute (Storebælt, Hamburg, Baltikum), har potentiale til yderlige vækst. Herudover kan Vordingborg Havn spille en vigtig rolle, både nationalt og internationalt, i forhold til produktion af grønne, fossilfrie brændstoffer. I de kommende år er der mulighed for yderlige areal erhvervelse af eksisterende erhvervsarealer som vil give mulighed for at etablere en klynge af virksomheden indenfor energi, offshore og produktion der har bruge for an havnenær beliggenhed.


Handelsskib på vej ind i Vordingborg Havn

KLINTHOLM HAVN

Vordingborg Kommune satser på udviklingen af den blå turisme. Klintholm Havn ses som et støttepunkt for fiskeri, turisterne og friluftsaktiviteter både til søs og til lands.

Fiskeri fra Klintholm Havn er hovedsageligt kystfiskeri af torsk, fladfisk, sild og ål. Antallet af fiskere er stagneret igennem de senere år, men er trods afmatning stadig en vigtig del af lokalsamfundet, samt for de mange turister som hvert år lægger vejen forbi havnen.

Kommunalbestyrelsen vil arbejde for at udvikle service for fiskere og turisme i havneområdet, for derigennem at bevare grundlaget for fiskeriet og forskellige maritime behov, samt sikre at kvaliteter i kulturmiljøet så vidt muligt fastholdes.

Der skal arbejdes med en god formidling af området turist-, natur- og kulturværdier samt sikre god adgang til området til vands og på land.


Klintholm Havn

KRIGERS FLAK

Klintholm Havn er udvalgt som servicehavn for vindmøller på Kriegers Flak. I de kommende år vil fiskerihavnen blive videreudviklet og klargjort til at modtage flere support- og servicebåde til den eksisterende havvindmøllepark, som ligger i Østersøen øst for Møn men også eventuelt nye havvindmølleparker. Der vil ske udbygning med nye servicefaciliteter, herunder kontor, p-pladser og andre faciliteter på og ved havnen.