Affaldsbehandling og deponering

MÅL FOR AFFALDSBEHANDLING OG DEPONERING

Der findes ikke affald – kun ressourcer. Med udgangspunkt i denne vision har Vordingborg Kommune følgende målsætninger for affaldsplanlægningen:

  • Optimere udnyttelsen af ressourcerne i affaldet
  • Reducere belastningen af klimaet ved affaldsbehandlingen
  • Forebygge dannelsen af affald
  • Reducere miljøbelastningen fra affaldet
  • Øge kvaliteten i affaldsbehandlingen

Affaldsgenereringen skal væsentligt reduceres gennem forebyggelse, reduktion, genvinding og genbrug.

36.1
Der udlægges ikke arealer til nye deponeringsanlæg eller forbrændingsanlæg.

36.2
Følgende anlæg og aktiviteter må ikke lokaliseres i områder med væsentlige natur-, miljø- og planlægningsinteresser, medmindre særlige forhold eller overordnede hensyn taler herfor:

a. Deponeringsanlæg
b. Anlæg til biologisk behandling af organisk affald
c. Nedknusningsanlæg (dog ikke mobile anlæg til nedknusning af bygningsaffald i forbindelse med nedrivningsprojekter), sorteringsanlæg, omlastestationer og lignende affaldsanlæg.

36.3
Restprodukter, som ikke reguleres ved anden lovgivning, må kun udlægges eller indbygges i bygge- og anlægsarbejder i overensstemmelse med retningslinjerne for grundvandsbeskyttelsen.

36.4
Der må ikke udlægges arealer således, at afstanden mellem forureningsfølsom arealanvendelse og nedenstående affaldsbehandlingsanlæg bliver mindre end nedenfor anført, medmindre det ved undersøgelser er godtgjort, at der ikke er miljømæssige gener forbundet hermed.

Tabel med visning af Affaldsbehandlingsanlæg og tilsvarende Afstandskrav

Affaldsbehandlingsanlæg Afstandskrav
Affaldsdeponeringsanlæg 300 meter
Biogasanlæg 300 meter
Større komposteringsanlæg for husholdningsaffald (åbne anlæg) 300 meter
Stationære nedknusningsanlæg 100 meter

 

Der indsamles husholdningsaffald fra ca. 27.500 husstande og ca. 200 erhverv.
Vordingborg Kommune er medejer af det fælleskommunale affaldsselskab, AffaldPlus. Herigennem afsættes og behandles årligt ca. 50.000 ton affald, der indsamles på kommunens genbrugspladser og indsamlingsordninger ved husstandene. Affaldsbehandlingen fordeler sig med ca. 62 % til genanvendelse, 35 % til forbrænding og 3 % til deponering.

Den årlige omsætning på affaldsområdet er ca. 75 mio. kr.

BEHANDLINGSKAPACITET

Vordingborg kommune skal sikre, at der er den nødvendige kapacitet til behandling af de affaldsmængder, der fremover vil blive produceret i kommunen. Kapacitetsbehovet vurderes løbende i samarbejde mellem ejerkommuner og affaldsselskab.

PLACERING AF AFFALDSANLÆG

Der findes ikke større affaldsanlæg i Vordingborg Kommune.

Ved placering af affaldsbehandlingsanlæg er der ofte modstridende interesser, såsom bosætning, grundvandsforhold og naturinteresser. Derfor er der fastlagt en række afstandskrav mellem forureningsfølsom arealanvendelse og forskellige affaldsbehandlingsanlæg.

AFFALDSPLAN

Kommunen udarbejder en 12-årig affaldsplan, der skal revideres mindst hvert 6. år. I affaldsplanen vurderes bl.a. det fremtidige kapacitetsbehov for affaldsbehandling. Den nationale affaldsstrategi danner sammen med affaldsbekendtgørelsen og krav fra EU, grundlaget for affaldsplanen. I den gældende affaldsplan er der fastlagt nye indsamlingsordninger, der skal øge genanvendelsen af husholdningsaffaldet yderligere. Fra 1. oktober 2023 er det besluttet, at der indfører yderligere indsamlingsordninger i beholdere ved alle husstande for affaldstyperne blød plast, mad- og drikkekartoner og farligt affald.

UDNYTTELSE AF RESSOURCER

Vordingborg Kommune arbejder generelt med at sikre at affaldsbortskaffelsen sker på en miljømæssig forsvarlig, økonomisk og effektiv måde. Herunder at sikre den bedst mulige udnyttelse af energi og næringsstoffer i affaldet og at affaldet, under hensyn til miljø og økonomi, behandles i henhold til affaldshierarkiet.

INDSAMLING AF AFFALD

I Vordingborg Kommune indsamles restaffald, madaffald papiraffald, papaffald, metalaffald, glasaffald, plastaffald, storskrald, batterier og småt elektronik fra alle husstande. Det øvrige husholdningsaffald indsamles på kommunens 3 genbrugspladser. Haveaffald indsamles desuden på 3 haveaffaldspladser. Der arbejdes løbende på at forbedre indsamlingsordningerne for at øge udsorteringen til genanvendelse. Virksomhederne har mulighed for at benytte den kommunale ordning for indsamling af restaffald og kommunens genbrugs- og haveaffaldspladser.

Vordingborg Kommunes 3 genbrugspladser og 3 haveaffaldspladser drives af AffaldPlus.


Vordingborg genbrugsplads

INFORMATION ER VIGTIGT

Information er en vigtig del af arbejdet med affald. For at sikre et godt kendskab til fx kommunens indsamlingsordninger og genbrugspladserne samt om arbejdet med at øge genanvendelsen, gennemfører kommunen løbende informationsindsatser. Nye ordninger og tiltag suppleres med specifikke informationstiltag, fx via lokale medier eller husstandsomdelt materiale. Der er mulighed for digital selvbetjening på henvendelse omkring de kommunale affaldsordninger.

LOVGRUNDLAG

Retningslinjer for affaldsbehandlingsanlæg er fastsat i planloven.

Affaldsplanlægning og affaldsordninger udarbejdes i henhold til affaldsbekendtgørelsen og affaldsaktørbekendtgørelsen indenfor rammerne af miljøbeskyttelsesloven og affaldsrammedirektivet.