Mål for UNESCO Biosfære- og Dark Sky programmet
- Gennem arbejde med planer og projekter skal der tages højde for udpegningerne i biosfæreprogrammet og retningslinjerne for Dark Sky- programmet.
- Udbredelsen af biosfæreprogrammet skal foregå gennem en løbende indsats gennem arbejdet med den fysiske planlægning.
Gennem biosfæreprogrammet er der fokus på bæredygtig viden og de færdigheder, som er nødvendig for at fremme bæredygtig udvikling, herunder bl.a. gennem undervisning i bæredygtig udvikling og bæredygtig livsstil samt globalt medborgerskab. Sammen med Dark Sky tænkes programmerne at styrke det offentligt-private partnerskab for bæredygtig udvikling herunder den bæredygtige turisme, som skaber arbejdspladser og fremmer lokal natur- og kulturoplevelser.
Kort 61.1
61.1
I planlægning og godkendelse af nye anlæg vil anbefalinger for anvendelse af belysning i Dark Sky området indarbejdes i det omfang belysning kan håndteres gennem lokalplanlægningen. Anbefalingerne er:
- Send ikke lys mod himlen eller ud i omgivelserne.
- Brug kun den nødvendige mængde lys.
- Vælg fladt lampeglas i stedet for buet.
- Tænd kun for udendørs belysning når det er nødvendigt evt. ved brug af bevægelsescensor.
- Runde matteret lamper sender også lys op ad; se dine lamper efter, de kan evt. Rettes ud eller få en lille skærm.
- Undgå blænding. Brug lamper som afskærmer lyskilden og installer lamperne så de ikke blænder.
- Brug meget lidt, eller intet blåt lys, men varmhvid.
61.2
Biosfæreprogrammet er inddelt i tre zoner, kerne- buffer og udviklingsområder, hvor udpegninger af Grønt Danmarkskort, kulturmiljøer og særlige landskabelige værdier skal administreres restriktivt ved planlægning i områderne.
Vordingborg Kommune er kendetegnet ved at have fantastisk og alsidig natur, og Danmarks længste kystlinje. Dertil kommer at en del af kommunen - Møn og de omkringliggende øer og kystvande - i 2017 er udnævnt til UNESCO Biosfæreområde. At være UNESCO biosfæreområde betyder at området er anerkendt for sin unikke natur i specifikke kerneområder herunder Møns Klint, Nyord og Ulvshale. Som biosfæreområde er man modelområde for bæredygtig udvikling, og det betyder at man på tværs af kommune, civilsamfund, erhvervsliv og private borgere arbejder med naturbevarelse, læring og udvikling af bæredygtige løsninger såvel som implementering af FN’s Verdensmål. I tillæg til UNESCO-udnævnelsen er der også på Møn og Nyord en Dark Sky certificering gennem International Dark-Sky Association (IDA), hvilket betyder at området ved Møns Klint og på Nyord er anerkendt som Dark Sky Park, og det øvrige af Møn og Nyord er certificeret som Dark Sky Community.
Pt. er det kun Møn og de omkringliggende øer og kystvande, der er udnævnt til biosfæreområde, men det er politisk vedtaget at man vil forsøge at gå efter en udvidelse af biosfæreområdet så det dækker hele kommunen. Det vil man gøre i forbindelse med man bliver formelt evalueret af UNESCO i 2027. Der er derfor et bredere sigte for kommunen i at arbejde med planlægning af biosfæretiltag, der kommer hele kommunen til gode.
Da begge udnævnelser er nogle man er stolte af i Vordingborg Kommune, er det vigtigt at kommuneplanen på tværs af områder tilsigter en planlægning, der tager højde for og støtter op om målsætningerne i de to udnævnelser.
MØN BIOSFÆREOMRÅDET BESTÅR AF: | Terrestrial (ha) | Marine (ha) | Total (ha) |
Kerneområder: | 2,767 | 3,397 | 6,165 (13,6%) |
Buffer Zoner | 2,314 | 13,100 | 15,414 (34,2%) |
Udviklingsområder | 18,932 | 4,608 | 23,539 (52,2%) |
TOTAL | 24,013 (53,2%) | 21,105 (46,8%) | 45,118 |
UNESCO BIOSFÆRE PROGRAMMET
For biosfæreområdet er det vigtigt at man på tværs af kommunale områder har fokus på forholdet mellem naturbevarelse og naturbenyttelse, så man fortsat passer på en unikke natur gennem indsatser der styrker biodiversiteten og bevarelsen af sårbare arter. Det betyder ligeledes at man arbejder med inddragelse af lokalbefolkning og med udvikling af turisme og erhverv på en bæredygtig måde. Der er fokus på bæredygtigt forbrug, reduktion af madspild, affaldssortering såvel som udvikling af ’grønne’ produkter og oplevelser. Møn UNESCO biosfæreområde har mere end 100 lokale ambassadører, som er private borgere, virksomheder og foreninger, der støtter op om biosfæreområdet gennem deres adfærd og kommunikation. Se mere om Møn UNESCO Biosfære område på: www.vordingborg.dk/biosfære.
Biosfæreprogrammet er inddelt i tre kategorier som der skal tages højde for i planer og projekter:
Kerneområder
Møn Biosfæreområdets kerneområder inkluderer naturreservater, marine områder, biotop-beskyttende områder samt kulturområder/gravmonumenter, som primært dækker over fortidsminder fra sten- og bronzealderen.
Kerneområderne er i overensstemmelse med UNESCOs definitionen for biosfæreområder, som lyder at "kerneområder omfatter et strengt beskyttet økosystem, der bidrager til bevarelse af landskaber, økosystemer, arter og genetisk variation."
Bufferområder
Bufferzoner omgiver eller støder op til kerneområdet. Alle bufferzonerne opfylder de danske naturforvaltningskriterier samt UNESCOs retningslinjer. Aktiviteter i bufferzonerne er organiseret, så de ikke forhindrer bevaringsmålene, men snarere bidrager til at beskytte det. De udpegede bufferzoner er udvalgt, idet områderne er under en form for begrænsning eller defineret beskyttelse, som ikke er lige så omfattende som kerneområder. Herunder naturreservater, der ikke er udvalgt til kerneområdet, Natura 2000 områder, Ramsar områder, Geo-sites, skov med høj naturværdi og områder af kulturarven. Betegnelserne kan overlappe på konkrete steder.
Udviklingsområder
Udviklingsområderne er markeret med grøn på kortet. Områderne omfatter, foruden natur, byer, landsbyer, veje og forskellige former for virksomheder. Her arbejder Møn Biosfæreområdet med udviklingsprojekter, hvor oftest alle kan være med, som f.eks. bi-projektet, hvor landmænd og lokale sår bi-venlige blomster eller samarbejdet med Møn Handelsstandsforening om at udskifte plastikposer med alternative emballager.
DARK SKY PROGRAMMET
I de seneste 40-50 år er det blevet sværere at se stjernehimlen, fordi vi bruger stadig mere udendørs lys om natten. Fra alle større byer i Danmark er det således ikke længere muligt at se den strålende Mælkevej som en bue af lys hen over stjernehimlen. Der findes nogle få steder i Danmark, hvor lys spildet er minimalt, og nattemørket er tæt på naturligt.
Ift. Dark Sky Møn udnævnelsen er det centralt at arbejde for at bevare den mørke nattehimmel gennem begrænsning af udendørs lys, og gennem anvendelse af udendørs Dark Sky-venlige lyskilder. Dette har man i flere år været i gang med at indskrive i nye lokalplaner for Møn og Nyord, og man har ligeledes udskiftet det meste af en offentlige belysning i området til Dark Sky-venlig belysning. Hvert år afleverer Vordingborg Kommune en årsrapport til IDA med mørkemålinger, der danner afsæt for at vi fortsat kan ved blive at være certificeret som Dark Sky område. Derfor et det vigtigt i planlægningen fortsat have fokus på, hvordan både kommunen, virksomheder og borgere bidrager til at bevare nattemørket, gennem planlægning af udendørs belysning.
Dark Sky-projektet tilføjer himlen som element til Møn Biosfæreområdet. Nattens mørke er del af biodiversiteten idet den danner unikke livsrum for særlige dyre- og plantearter, og den er vigtigt for menneskernes rekreation og sundhed.
Dark Sky-programmet består og opdeles hovedsageligt i to dele:
Dark Sky Park
De steder i naturen, hvorfra nattemørket kan opleves og formidles bedst. Udvikling af oplevelser, forretningskoncepter, markedsføring og branding af Dark Sky Møn.
Dark Sky Community
Befolkningen bidrager til at bevare nattemørket ved at tilpasse udendørsbelysningen, så den ikke lyser opad og ikke tiltrækker insekter. Vordingborg Kommune arbejder med Dark Sky udendørsbelysning i det offentlige rum og afrapporterer hvert år til IDA, Dark Sky Association.