MÅL FOR ERHVERVSOMRÅDER
- Udlæg af arealer til erhvervsformål skal sikre, at Vordingborg Kommune er en attraktiv kommune at opstarte og udvikle virksomheder i.
- Udlæg skal understøtte bymønsteret, og skal primært placeres i tilknytning til eksisterende byer, samt erhvervsområder nær den overordnede infrastruktur ved byerne, herunder Ørslev og Stensved (Afkørsel 41), eller nye placeringer langs motorvejen.
- Udlæg af arealer til og rammer for erhvervsformål skal sikre, at væsentlige gener fra erhvervsområder til miljøet og det øvrige bysamfund undgås.
Rammerne for erhvervet skal sikre en fortsat kreativitet og innovation blandt små- og mellemstore virksomheder. Erhvervet er den drivende kraft for nye lokale arbejdspladser, som har stor betydning for en bæredygtig udvikling af lokalsamfundet.
Kort 15.1
15.1
Erhvervsområder skal forbeholdes produktions- og håndværksvirksomheder, mens byerhverv (service- og videns-virksomheder) så vidt muligt skal indpasses centralt i byerne – og ofte i blandede bolig- og erhvervsområder.
15.2
Pladskrævende virksomheder kan primært placeres i dertil udlagte områder nordvest for Vordingborg by i forbindelse med eksisterende erhvervsområde samt i mindre grad i Stege og Præstø i forbindelse med eksisterende erhvervsområder, hvor der er gode trafikale forbindelser og således, at der skabes rum for fortætning i byerne.
15.3
Virksomheder med særligt transportbehov, og som vil være til gavn for den samlede erhvervsudvikling i kommunen placeres som udgangspunkt i erhvervsområdet Afkørsel 41, i erhvervsområdet ved Ørslev eller ved nye placeringer langs motorvejen.
15.4
Større eksisterende enkeltvirksomheder, som ikke er placeret på hertil egnede erhvervsarealer, kan udvides eller omlægges, hvis det i kommune- og lokalplanlægningen godtgøres og sikres, at udvidelsen ikke strider imod de planlægningsmæssige hensyn i kommuneplanen, og ikke vil medføre større miljømæssige eller andre gener i forhold til omgivelserne.
15.5
Der kan i landzone i særlige tilfælde gives tilladelse til etablering og udvidelse af virksomheder, der er tilknyttet landbrug, fiskeri eller råstofudnyttelse, og som på grund af deres karakter ikke kan indpasses i erhvervsarealerne i byerne.
15.6
Ved udlæg af arealer til virksomheder med særlige beliggenhedskrav, skal der sikres en sådan afstand til boliger og anden miljøfølsom arealanvendelse, at der ikke opstår støj-, lugt- og anden forurening, og sådan at der sikres tilfredsstillende sikkerhedsmæssige forhold. Områder til virksomheder med særlige beliggenhedskrav må ikke anvendes til andre erhvervstyper.
15.7
Planlægning af områder omkring virksomheder med særlige beliggenhedskrav skal ske under hensyntagen til disse virksomheders særlige behov. Risikoen for større uheld skal inddrages i planlægningen, hvis arealet ligger indenfor 500 m fra en risikovirksomhed.
15.8
På Vordingborg Havn er der placeret en gødningsterminal for fast gødning, som angivet på kort 15.2, omkring virksomheden fastlægges en sikkerhedszone på 150 meter. Indenfor sikkerhedszonen må der ikke være eller planlægges for følsom anvendelse. Virksomheder som etableres på arealet, må ikke udgøre en risiko udenfor sikkerhedszonen.
Indført 11. oktober 2023 - tillæg nr. 8
Kort 15.2
Afgrænsning og sikkerhedszone
Ændret 3. september 2024 - tillæg nr. 29
15.9
Eksisterende erhvervsområder forbeholdt produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder er følgende rammeområder:
E 02.02 – DLG ved Bårse
E 06.01 - Industriområdet i Ørslev (afgrænsningen er nærmere defineret i Byplanvedtægt nr. 14)
E 09.04 - Som er en del af erhvervsområdet ”Afkørsel 41”
E 16.03 – Industrivej i Præstø
E 16.04 – Værkstedsvej i Præstø
H 17.01 – Som er en del af Vordingborg Vesthavn
E 17.04 – Som er en del af området bag Vordingborg Vesthavn
H 17.05 Som er den sydlige del af Vordingborg Vesthavn
H 17.06 Som er den sydlige del af Vordingborg Vesthavn
H 17.03 Som er en del af Vordingborg Vesthavn
Ved fornyet planlægning i områderne skal det sikres, at eksisterende produktionsvirksomheder kan videreudvikles.
15.10
Ved udvidelse eller nyetablering af erhvervsområder som skal være forbeholdt produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder skal udvidelsen/nyetableringen placeres, hvor de ikke giver anledning til miljøgener for eksisterende miljøfølsom anvendelse.
15.11
Ved udlæg af nye arealer til miljøfølsom anvendelse (eksempelvis boliger, kontor, rekreative arealer, hoteller o.lign.) skal udlægget vurderes i forhold til den potentielle påvirkning fra produktionsvirksomheder, og den potentielle begrænsning for produktionsvirksomhedernes udviklingsmuligheder. Nye udlæg må ikke begrænse produktionsvirksomheder, som er beliggende i erhvervsområder udpeget i 15.10, dette sikres gennem udlæg af konsekvensområde (Afsnit 35 - Konsekvensområder). Ligeledes bør der tages hensyn til produktionsvirksomheder i de øvrige erhvervsområder, som fremgår af kort 15.1.
indført 25. januar 2023 – tillæg nr. 1
15.12
På Vordingborg Havn etableres et anlæg til grøn energifremstilling herunder biogas, biometanol, grøn brint og grøn CO2 som angivet på kort 15.5, omkring virksomheden fastlægges en sikkerhedszone på 200 meter. Indenfor sikkerhedszonen må der ikke være eller planlægges for følsom anvendelse. Virksomheder som etableres på arealet, må ikke udgøre en risiko udenfor sikkerhedszonen.
Indført 11. oktober 2023 - tillæg nr. 8
15.13
På Vordingborg Havn etableres et anlæg til grøn energifremstilling herunder elektrobrændstof, som angivet op kort 15.2. Omkring virksomheden fastlægges en sikkerhedsafstand på 150 meter. Indenfor sikkerhedszonen må der ikke være eller planlægges for følsom anvendelse. Virksomheder, som etableres på arealet, må ikke udgøre en risiko for sikkerhedszonen.
Indført 3. september 2024 - tillæg nr. 28
15.14
Omkring virksomheden Køng Biogas fastlægges en sikkerhedszone på 200 meter, som angivet på kort 15.3. I denne sikkerhedszone må der ikke planlægges for følsom arealanvendelse i form af boliger, kontorer, forretninger, institutioner, hoteller med overnatning eller steder, hvor der jævnligt opholder sig mennesker (f.eks. banegårde, indkøbscentre, større parkeringsanlæg og idrætsanlæg), institutioner, der indgår i det offentlige beredskab, eller institutioner med svært evakuerbare personer.
Kort 15.3
Sikkerhedszone
Erhvervsstrukturen har de senere år ændret retning mod færre produktionsvirksomheder til flere byorienterede servicevirksomheder, som i højere grad kan integreres i eksisterende byområder, og som derved ikke behøver særlige erhvervsområder. Samtidig har nye landzonebestemmelser åbnet op for muligheder for erhverv uden for planlagte erhvervsområder fx ved ibrugtagning af overflødiggjorte landbrugsbygninger.
Vordingborg Kommune arbejder endvidere på fremme af mikrovirksomheder især i forbindelse med produktion og forarbejdning af lokalt producerede højkvalitetsfødevarer bl.a. som en del af landdistriktsudviklingen og turismeerhvervet, men også med henblik på at styrke muligheden for at kunne leve, handle og arbejde lokalt.
Vordingborg Kommune har fokus på udviklingen i transportkorridoren langs motorvejen, hvor åbningen af Femern Bælt forbindelsen i 2030 antages at få stor betydning for erhvervsudviklingen. Derfor blev der i 2015 anlagt et nyt større erhvervsareal ved Stensved (afkørsel 41), dette erhvervsområde udbygges løbende. Der er i forbindelse med indeværende revision af kommuneplanen sikret yderligere udvidelsesmuligheder for erhvervsområde Afkørsel 41 gennem udlæg af et 41 ha udviklingsområder nord og syd for det allerede udlagte erhvervsområde – se mere i afsnit ”Kystnærhedszonen”.
Ud over Afkørsel 41 er der fokus på udviklingen af potentialerne langs motorvejen, hvilket blandt andet kommer til udtryk i erhvervsrådets Erhvervsmasterplan fra 2021, hvor der netop peges på potentialerne for nye erhvervsområder ved afkørslerne i Vordingborg Kommune. Dette potentiale forventes fremadrettet være et særligt fokusområde i erhvervsplanlægningen.
Ud over de udlagte erhvervsområder spiller Vordingborg Vesthavn en central rolle i arealudlæg til erhvervsformål. Der er de seneste år blevet udvidet væsentligt og lavet planlægning for yderligere udvidelser.
RIGELIG LEDIGE ERHVERVSOMRÅDER
Vordingborg Kommune har en stor restrummelighed (antallet af ubebyggede arealer til erhvervsformål) set i forhold til hvad der kan forventes at blive udnyttet over den 12 årige planperiode. Der er i planperioden etableret relativt få nye virksomheder i ledige erhvervsområder. Der vil i den kommende planperiode ske en gennemgang af erhvervsudlæggene med henblik på at imødekomme interessen for erhvervsarealer.
Eksisterende restrummelighed (ha) |
Udtages af planen (ha) |
Ledige arealer 2018-2030 (HA) |
|
Ørslev | 33,6 | 0 | 33,6 |
Stensved | 21,7 | 0 | 21,7 |
Vordingborg By | 11,5 | 0 | 11,5 |
Stege | 15,0 | 0 | 15,0 |
Bårse | 6,1 | 0 | 6,1 |
Klintholm | 2,4 | 0 | 2,4 |
Lundby | 2,0 | 0 | 2,0 |
Vordingborg Havn | 20,0 | 0 | 20,0 |
I alt | 112,3 | 0 | 112,3 |
VIRKSOMHEDER I OMRÅDER MED SÆRLIGE DRIKKEVANDSINTERESSER (OSD)
Statslige krav om beskyttelse af grundvandet giver væsentlige begrænsninger for byudvikling til erhverv i OSD (områder med særlige drikkevandsinteresser), som udgør en væsentlige del af Vordingborg kommunes areal. Af grundvandsanalysen for Vordingborg Kommune fremgår, hvilke områder der skal være særlig opmærksomhed på ved udlæg af nye erhvervsområder, og i særdeleshed områder til forurenende virksomhed.
VIRKSOMHEDER MED SÆRLIGE BELIGGENHEDSKRAV
Kommunen skal udpege tilstrækkelige arealer til virksomheder med særlige krav til beliggenheden, hvor virksomhederne kan lokaliseres uden konflikter til miljøfølsom anvendelse, vand-, natur- og grundvandsinteresser og hvor behov for megen godstransport kan tilgodeses. Ved virksomheder med særlige beliggenhedskrav forstås bl.a.:
- Virksomheder omfattet af risikobekendtgørelsen.
- Virksomheder, der kan påføre naboområder store gener såsom cementfabrikker, slagterier, oparbejdning eller destruktion af affald, kemikalier og lignende, metalstøberier, medicinalvare- og bioteknisk virksomhed og renseanlæg.
- Virksomheder der har behov for stort vandforbrug.
- Virksomheder med megen tung godstransport samt transportcentre.
Vordingborg Kommune har ikke udpeget områder til virksomheder med særlige beliggenhedskrav. Udpegning af egnede områder kan ske i forbindelse med tillæg til kommuneplanen og udarbejdelse af VVM-redegørelse i forbindelse med et konkret projekt. Vordingborg Vesthavn kan dog i et vist omfang rumme virksomheder med særlige beliggenhedskrav, hvorfor der her blandt andet er placeret gødningsvirksomhed.