MÅL FOR CYKELRUTER
- Der skal sikres en sammenhæng mellem de nationale, regionale cykelruter og det lokale cykelrute-og stinet.
FN's verdensmål skal sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper.
Der skal udvikles pålidelig, bæredygtig og robust infrastruktur af høj kvalitet, herunder regionale og grænseoverskridende infrastruktur, for at støtte den økonomiske udvikling og menneskelig trivsel, med fokus på lige adgang for alle til en overkommelig pris.
Cyklisme har stor betydning for sundheden, da den er blandt de populæreste måder vi får vores daglige anbefalede motion på. Samtidigt bliver cyklismen betragtet som en vigtig brik i regeringens mål om reduktion af transportsektorens CO2-udledningen.
CYKELRUTER
Vordingborg Kommune dækker et geografisk meget stort område, og kommunen er præget af unikke naturområder og kystlandskaber, som er værd at opleve. I Vordingborg Kommune er der flere skiltede internationale, nationale og regionale cykelruter. Ligeledes er der enkelte lokale cykelruter. Disse er alle af rekreativ karakter, da de især er målrettet cykelturister og fritidscyklister. Det er værd at bemærke, at der skelnes imellem rekreative stier og rekreative ruter.
De 1 internationale cykelruter som går igennem Vordingborg Kommune er:
- E10 Berlin - København. En rute på cirka 630 km
Vordingborg Kommune har 3 nationale cykelruter:
- Rute N7 fra Sjællands Odde til Rødbyhavn
- Rute N8 Østersøruten, 800 km rundt i primært det sydlige Danmark
- Rute N9 fra Helsingør til Gedser (Øresundsruten) en del af Berlin-København ruten
Regionale cykelruter i Vordingborg Kommune:
- Rute 55 fra Vordingborg til Kalvehave
- Rute 56 fra Vordingborg til Køge
- Rute 58 Møn rundt
Lokale cykelruter i Vordingborg Kommune:
Panoramaruterne er skiltede rundture, der knytter sig til den internationale cykelrute Berlin-København. Derudover har de enkelte lokalfora og foreninger skiltede ruter, der følger forskellige koncepter som Hjertestier, Kløverstier og Spor i landskabet og desuden beskrevet forslag til cykelture lokalt på deres hjemmesider.
Organiserede og skiltede mountainbikespor findes i Klinteskoven, hvor staten er ansvarlig, og på Kulsbjerg, Faksinge Skov og snart i Barmosen foreningsdrevne spor.
Vordingborg Kommune har ansvaret for de nationale, regionale og lokale cykelruter, der løber gennem Vordingborg Kommune, dog ikke mountainbikesporene.
Cykelruter er som hovedregel stier i eget tracé, cykelstier langs trafikveje, mindre befærdede kommuneveje uden stier samt skov- og markveje. Cykelruterne er oprettet på baggrund af tidligere amtslige stiplaner og kommuneplaner. De nærmere ruteforløb er fastlagt efter vurdering af forhold omkring oplevelser langs ruterne, trafiksikkerhed og -tryghed, belægningsstandard og vejrettighed.
De nationale, regionale og lokale cykelruter er afmærket med skilte efter den landsdækkende standard.
Vordingborg Kommune planlægger fortsat at arbejde med skiltning af cykelruterne, samt at forbedre ruternes forløb og standard inden for de givne økonomiske rammer. Det forventes, at ruterne kommer på udinaturen.dk i planperioden, ligesom ruterne allerede nu formidles på friluftsguiden.dk. Der forventes fortsat en stigende interesse for at benytte cykelruterne. Turistorganisationer, foreninger og lokalfora beskriver turforslag på deres digitale platforme og som trykte kort.