Badevandsområder

MÅL FOR BADEVANDSOMRÅDER

  • De kommunale badestrande er attraktive og har et højt kvalitetsniveau som f.eks. Blå Flag
  • De udpegede badeområder lever op til kravene i EU's Badevandsdirektiv, samt Bekendtgørelsen om badeområder og badevand (BEK nr. 917 af 27/06/2016)
  • De 7 strande, der er godkendt til Blå Flag Strande (Præstø, Svinø, Ulvshale, Klintholm Øst, Klinteparken, Ore Camping og Hårbølle), skal fortsat opfylde godkendelseskriterierne.
  • Badeområderne indgår i kommunens muligheder, for rekreation og friluftsliv og er derved en del af kommunens sundhedsfremmende aktiver.
  • Den offentlige adgang til strandene skal fremmes og prioriteres højt, til gavn for både lokalbefolkningen og turismen, herunder den voksende oplevelsesturisme, uden at natur- og landskabsinteresser tilsidesættes.
  • Badeområderne indgår i et sammenhængende kommunalt grønt netværk af naturområder.

Vordingborg Kommune vil gennem deltagelse i Blå Flag programmet sikre et stort fokus på øget tilgængeligheden til strand- og havnemiljøet for personer med fysisk nedsat bevægelsesfunktion. Blå Flag stiller krav til, at mindst én af kommunens Blå Flag strande har handicapfaciliteter (adgang til strandområdet og handicaptoilet).

Vordingborg Kommune vil fremme en bæredygtig udvikling nær ferskvands- og havområder, bl.a. gennem krav til affaldshåndtering på Blå Flag strande og havne. Affaldssortering på Blå Flag strande og havne er med til at sikre, at besøgende gæster opfordres til at smide deres affald i sorteringsspandende, fremfor i naturen.

Vordingborg Kommune vil have fokus på, at informere besøgende på Blå Flag havne og strande om nærtliggende fredede og sårbare naturområder, såsom vådområder, kystnære økosystemer, unikke og følsomme habitater. Dette er med til at sikre en ansvarlig adfærd og færdsel i områderne, der bidrager til bevarelsen af disse vigtige områder.

Kort 26.1

26.1
De 24 udpegede badeområder er vist på kort 26.1

26.2
Lokalplanlægningen for nye badevandsområder skal tage hensyn til de forhold omkring blandt andet natur, miljø og kulturmiljø herunder respektere retningslinjerne i denne kommuneplan for beskyttelseshensyn og andre interesser.

Badeområderne langs den 385 km lange kyst i Vordingborg Kommune, udgør en stor del af kyststrækningen og er et af kommunens største turismepotentialer. Samtidig er det en af de højeste faktorer for, at tilflyttere opfatter kommunen, som et sted med gode muligheder for at komme ud i naturen og til vandet.

AKTIVITETER

Kysten og strandene benyttes aktivt, til mange forskellige rekreative og sundhedsfremmende aktiviteter hele året rundt, og indgår som befolkningens fritidsbeskæftigelse samt kommunens planlagte sundhedsfremmende tiltag m.v. For borgernes muligheder for ”det sunde liv” med motion og friluftsliv i det daglige og i ferierne, er de udpegede badevandsområder af meget stor betydning for let at komme ud i naturen. Derfor er adgangen til disse områder, samt synligheden af områderne meget vigtige.

På kommunens blå flag strande afholdes der årligt omkring 5-10 offentlige arrangementer, der bredt inviterer kommunens borgere og turister, til aktiviteter der vedrører livet på strande og det lave vand. Her tilbydes deltagerne mulighed for at deltage i forskellige miljø- og naturaktiviteter.

BESKYTTELSE

Mange af kysterne i kommunen er internationale naturbeskyttelsesområder, hvorfor anvendelse til badeområder begrænses i disse områder.

KOMMUNALE STRANDAREALER

Kommunen ejer en del strandarealer, og der gøres en særlig indsats for udvalgte strande. Flere strandområder har stor søgning med krav til renholdelse og faciliteter som f.eks. badebroer, affaldsspande og bænke.

Enkelte strande er med i Blå Flag-ordningen, hvor der stilles særlige krav til strandenes tilstand, renholdelse, vandkvalitet og adgang for handicappede. Blå Flag indebærer, at der skal udtages badevandsanalyser, som skal formidles til strandenes brugere.

ADGANGEN TIL STRANDENE

Adgangen til badestrandene prioriteres højt, fordi områderne er af så høj rekreativ værdi for turister og herboende.

BLÅ FLAG

Blå Flag-ordningen er en international miljømærkningsordning, der sikrer borgerne rent badevand, gode oplevelser ved strand og havn, ordnede forhold samt fokus på at beskyttelse af vores fælles hav- og kystmiljø.

Det tager tid at få en strand godkendt som Blå Flag strand. Første skridt er at etablere en målestation det sted, der planlægges at søge godkendt som Blå Flag strand. Dernæst skal badevandskvaliteten måles over en 4-årig periode, hvor badevandskvaliteten skal opfylde Blå Flag kriterierne og derefter – måske – godkendes stranden og tildeles det blå flag. Hvert år efterfølgende skal der søges om at blive godkendt som Blå Flag strand for hver enkelt strand.

OBLIGATORISKE KRITERIER

De kriterier, stranden skal opfylde for at blive tildelt Blå Flag er delt op i 23 obligatoriske kriterier, og derudover kan den enkelte kommune vælge, at gøre en ekstra indsats for strandene efter 7 ideale kriterier. Vordingborg Kommunes mål er at opfylde de obligatoriske kriterier.

De vigtigste af de obligatoriske kriterier er:

  • Mindst 10 badevandsmålinger (med tilfredsstillende resultat)
  • Adgang til toilet, nødtelefon, redningsudstyr
  • Informationstavle, herunder badevandsprofil
  • Ordnede adgangsforhold
  • Adgang til miljøstation med mulighed for affaldssortering
  • Der afholdes mindst 5 miljøaktiviteter (Blå Flag aktiviteter / ture) i kommunen
  • Mindst 1 af Blå Flag strandene skal være udstyret med handicapfaciliteter, herunder handicaptoilet

BADEVANDSSTATIONER OG SKILTNING

I Vordingborg Kommune måles badevandskvaliteten ved 20 målestationer, der har hver deres badevandsprofil. Der advares efter gældende regler ved skiltning på stedet, når et badevandsområde ikke lever op til kravene i lovgivningen, ligesom der skiltes i de udpegede badevandsområder ved spildevandsudløb, hvor det i perioder er sundhedsfarligt at bade.

BADEVANDSOMRÅDER

Der er udpeget 24 badevandsområder i kommunen. Af de 24 badevandsområder er der i 2022 tildelt Blåt flag på 7 strande (Præstø Strand, Svinø Strand, Klinteparken, Ore Camping, Klintholm Øst, Ulvshale Strand og Hårbølle Strand).

Badevandsområderne er udpeget efter kriterier som:

  • Nærhed til boligområder, sommerhusområder og campingpladser
  • Afstande til forureningskilder
  • Anvendelse som badeområde i flere generationer

KVALITETEN SIKRES

  • Der føres løbende tilsyn med badeområderne for at sikre at forholdene er optimale ift. vandkvalitet, herunder algeforekomster, adgangsforhold, mv.
  • Der foretages strandrensning efter behov. Et af kriterierne for at kunne opnå blåt flag på stranden, er at tang fjernes, hvis det hindrer adgangen til vandet eller, hvis det forekommer ildelugtende. Der foretages strandrensning efter behov, da mængden af tang varierer år efter år. Der kan om nødvendigt ryddes tang på følgende prioriterede strande; Klinteparken Ore, Strandparken Ore, Ore camping, Svinø strand, Præstø strand, Ulvshale strand, Hårbølle strand, Klintholm øst- og veststrand, Langelinie Stege samt strandene ved Ørebækvej og Rytsebækvej. Da strandene er et vigtigt trækplaster for turister, samt fungerer som et vigtigt rekreativt rum for de lokale borgere, er det vigtigt at strandenes kvalitet er høj. Ligeledes findes der langs strandene og kysterne, vigtige arter og naturtyper, som vi skal værne om.
  • Badevandskvaliteten måles med faste intervaller i badesæsonen på 20 målestationer, og resultaterne offentliggøres på www.vordingborg.dk. Badevandskvaliteten fastsættes ved at måle på indholdet af de sundhedsskadelige bakterier E. coli og Enterokokker
  • Blå Flag strandene driftes så de hele badesæsonen efterlever Blå Flag-kriterierne fastsat af Friluftsrådet. Her findes 23 obligatoriske kriterier og 7 idealkriterier. Hele listen er at finde på www.blaaflag.dk men de vigtigste kriterier nævnes under Redegørelsen.
  • Anvendelsen af badeområderne til rekreative og sundhedsfremmende formål samler flere af kommunens politikker, bl.a. indenfor Kultur og Fritid, Sundhed, Bosætning, Turisme og Erhverv, Tilgængelighed samt Natur.

LOVGIVNING

Der stilles høje krav til badevandskvaliteten og badeområderne både igennem EU's Direktiv for badeområder og badevand samt Bekendtgørelsen om badeområder og badevand (BEK nr. 917 af 27/06/2016) og Blå Flag, Friluftsrådet.